Det handler sjældent om at ejerledere er mere stædige. Det handler om rollen. En ansat CEO har en bestyrelse der kan fyre ham — det skaber et andet pres omkring beslutningerne. En ejerleder har typisk en bestyrelse han selv har valgt, og som ofte er valgt fordi de bakkede op om strategien.
Tre ting går ofte igen
- Ingen der reelt udfordrer beslutningerne. Bestyrelsen, hvis der er en, er ofte valgt for at støtte. Sparringen udefra kommer kun, hvis ejerlederen selv beder om den. De færreste beder selv om at få strategien udfordret, før de er nødt til det.
- Egne penge på spil. Når du står til at tabe flere millioner af dine egne penge ved at indrømme, at planen ikke virker, vil du ubevidst lede efter beviser for, at den stadig virker. Det er ikke en svaghed — det er hvordan mennesker reagerer når deres egne penge er på spil.
- Virksomheden er blevet en del af identiteten. At indrømme at strategien er forkert er ikke kun en finansiel beslutning. Det føles ofte som en vurdering af en selv, ikke bare af strategien. Det er en af grundene til at de svære beslutninger ofte tager længere tid for ejerledere end for ansatte CEO'er.
Hvad det koster i praksis
Den ekstra ventetid før en svær beslutning, koster ofte mere end selve beslutningen. Likviditeten er presset yderligere. Banken og leverandører forhandler hårdere. Kunderne har ofte allerede reageret. Når ejerlederen endelig handler, er det ofte den samme beslutning han kunne have taget tidligere — men nu med langt færre muligheder.
Sådan kompenserer du for det
Løsningen er sjældent at ændre personlighed. Det handler om at få et eksternt blik ind, hvor der ikke kommer noget naturligt. En bestyrelses-formand der ikke ejer aktier. En tidligere CFO. En specialiseret rådgiver eller Early Warning-frivillig. Vedkommendes job er ikke at være enig — det er at presse antagelserne, før situationen tvinger beslutningen frem.